Simons slægtsbase
Dobbeltbekkasin

Simons hjemmeside

Niels Erik Simonsen

Velkommen til mine sider.

 

 

 

Gustav i Ford A

Der er vel ikke noget så herligt som at kigge på gamle fotografier og dokumenter (det er der vist delte meninger om), men det er jo med til at sætte ens eget liv i perspektiv og fortælle lidt historie. Se nu dette herlige køretøj, - et automobil, - hvor chaufføren Gustav Malmberg Thorsell (min svigerfar) sidder bag rattet og kigger ud på fotografen, som med al sandsynlighed er hans kone Gytte Aarestrup (min svigermor). Billedet må være taget omkring 1954 i Lahnsgade i Odense, "Højsletten" ses bag ved og helt bagest ses Teknisk Kollegium, Jagtvej 59, som blev opført i 1953. Gustav døde allerede i 1959 og jeg har derfor aldrig kendt ham. Bilen skulle være en Ford A ca. 1929 med kaleche i stedet for bagrude.

 

Nyt i 2016-udgaven er historien om nogle præster i familien for så vidt angår Gerda, Gert, Georg og Gudrun, klik på linket til Lyngaa og Kristrup kirker. Obs.: der er p.t. ingen beskrivelse af Kristrup kirke, det kommer senere.

 

 

De sider der er her handler mest om slægtsforskning, som jeg mere eller mindre intensivt har dyrket siden 1998, hvor jeg fik min første PC. Det er blevet meget nemmere i dag, da der findes utroligt mange gode oplysninger på nettet, men i starten krævede det mange besøg på landsarkivet i Odense samt et enkelt besøg i Viborg. Dengang skrev jeg også noter på A4 blokke, det er heldigvis overstået.

 

Bemærk: Det er naturligvis ikke alle personer og oplysninger der kan findes her, der er foretaget et valg (og en del fravalg) alt efter relevans og hensyn til datalovgivning. Relevante oplysninger findes på Datatilsynets hjemmeside: http://www.datatilsynet.dk/borger/slaegtsforskning/ klik her

 

NB: Navigation på slægtssiderne: i bunden af den første side (hovedsiden) er der et link til "Forsiden", det viser tilbage til denne side. I bunden af de øvrige sider er et link til "Hjem" og det viser tilbage til hovedsiden.

 

Ude til venstre er der links til både slægtssiden og til nogle udvalgte historier om enkeltpersoner og slægter. Det kan være der kommer flere til med tiden. Med hensyn til historien om Møllersønnen Jack er der lidt ekstra krydderi, idet der i 2014 er udgivet en bog med titlen "De asociale - KZ-lejrenes glemte danskere" skrevet af Tim Panduro og Maya Schuster, Gads forlag. ISBN: 978-87-12-04945-6. I den bog er der et afsnit om Jack med et kort interview med et af Jacks børnebørn. Historien om Jack i bogen er delvist bygget på mine optegnelser står der i bogen.

 

Som det kan ses er der et link til Emil Aarestrup og et link til Skomager Aarestrup og det er for at markere at det er to forskellige og af hinanden uafhængige slægter. Det tør jeg godt påstå efter 15 - 16 års forskning i Aarestrupperne, men jeg er villig til at æde mine ord igen, hvis nogen kan påvise et sammenfald et eller andet sted, naturligvis med sikker og troværdig kilde.

 

Jeg håber du kan finde noget brugbart her på disse sider og du må gerne kopiere til privat brug blot du lige nævner, hvor du har dine oplysninger fra i dit eget materiale. God fornøjelse.

 

Revideret 25. januar 2017

 

 

 
 
 
 

Alternativ email:

tumestorp@gmail.com